Ferietid og ferielov
Læste en overskrift her forleden dag – visse forretningskæder tvinger medarbejderne til at skrive under på at de slapper af i ferien. Så de møder udhvilede op på arbejde og er klar til at tage fat igen når vækkeuret ringer.
Jeg har en kort overgang arbejdet i centraladministrationen som vikar i den udenlandske kæde der er tale om, og jeg kan godt bekræfte at værdigrundlaget ikke var særlig dansk. Medarbejderne (også på højt plan) havde ikke adgang til internet og bredbånd. Filosofien bag var at man ikke kunne stole på at de (medarbejderne) så lavede noget og ikke surfede. For mig er det sådan, at surfer man i sin arbejdstid så skal det påtales – hjælper det ikke, ja så er det ud med medarbejderen. Rigtige mand (m/k) på den rigtige plads.
Een af de trofaste, loyale medarbejdere kom hjem fra en skiferie med et overrevet korsbånd/brækket ben – og hvordan skal jeg udtrykke det – chefen var mildest talt ikke tilfreds. Han rasede og skummede over at skulle betale løn til hende mens hun – efter hans meninge selvforskyldt lå hjemme og var syg, eller som han udtrykte det “fes den af” – jeg kan sagtens forestille mig at den episode at gøre at de har indført de strenge (men lovstridige regler).
Jeg tænker, at intentionen jo kan være god nok. I ferieloven står der at man har ret – men også pligt til at holde ferie. Jeg har da flere gange haft kolleger der er mødt op efter en ferie, fuldstændig smadrede og overtrætte fordi de på den ene eller den anden måde har knoklet hele ferien. Ikke udhvilede, uden overskud. Sådan en kollega er ikke rar at få tilbage.
Seneste – og for mig grelle eksempel var en ung pige i 20erne der straks hun fik fri fredag åbenlyst tog på (sort) arbejde fredag-lørdag aften som tjener. Knoklede 20 timer hver weekend – efter en 37 timers arbejdsuge – og mødte op igen mandag morgen sur, tvær og ledelsesresistent. Hun kunne slet ikke se at der var noget problem i det. Hendes fritid var jo hendes egen og hun kunne gøre med den som hun ville. Jo tak, sveske men det var jo os andre der kom til at slæbe dig igennem når du var for træt og sur til at lave noget selv. Heldigvis, tænker jeg, blev hun fyret. Det havde nær slidt hele vores lille arbejdsplads ned.
Så der må være en balance i tingene. På den ene side skal virksomhederne ikke bestemme hvad vi bruger vores fritid til. På den anden side skal lønmodtagerne også opføre sig ordentligt – hvad de fleste af os også gør. En enkelt off dag i ny og næ har vi jo alle, ja også mig. Men dem skulle der gerne være færrest af – som de siger i reklamerne mod pjæk i skolerne: Det er sjovest når vi alle er her.
Det var så bare lidt af min mening – hvad synes du? Er det bare øre gas eller hvor går grænsen. Hvor går den henne for dig?
